Tag Archives: Ris

Belle Helene

Standard

mynteisOkey, det er en snydeoverskrift, for selvom jeg ELSKER desserten Pære Belle Helene, så handler det her indslag slet ikke om dessert, men meget mere om hverdagsmad.

Belle Helene dækker her i stedet over min søde kollega, Helene, der også kæmper med at finde på spændende retter dag efter dag efter dag. Og jo helst noget man kan lave på 30 minutter, samtidig med at man hjælper et barn med lektier og et andet med lego, og sms’er lidt med veninden og måske endda kysser med manden.

Det er ingen hemmelighed, at vi jævnligt kommer til at tale om mad på kontoret 😉 I dag talte vi så om madplaner og det at nå at lave mad på ingen tid, selvfølgelig noget som er moderne og sundt og som børnene elsker. Jeg tog det som en udfordring og har her samlet nogle af de ting som vi spiser ofte, og som faktisk kan laves på cirka en halv time.

Vi får ret tit noget med rester på en pande og så æggemasse over, som fx Frittata – italiensk æggekage. Med lidt peberfrugt og chorizo kan den blive spansk i stedet, men det bliver den ikke dårligere af.

Fisk er lig fastfood hos os, og jeg har endnu ikke haft besøg af en barn, som ikke storspiste af paneret fisk. Enten så vender jeg en vilkårlig hvid fisk (torsk/sej/spætte/ising/andet – bare ikke Tilapia, de er fyldt med medicinrester) i groft mel og steger på panden i smør og olie. Eller også får den hele den gyldne paneringsfest, med først hvedemel med salt og peber i, så æggebadet og til sidst rasp. Og så på panden med smør og olie. Det kan jo serveres med hvad som helst, men gerne med fritter og ærtepuré. Fritterne kan fint komme fra dybfryser, når det er mad på 30 minutter.

Ingen børnefamilie uden pasta på menuen ofte – medmindre man jo er palæo eller har glutenintolerens. Men vi er hverken eller, så pasta er fast i sortiment her. Og den her med de bagte tomater er blevet en klassiker i hjemmet.

Nogle gange bliver det bare for meget med pasta og ris i en uendelighed, så vi får meget tit blomkålsris. Det er mægtig moderne og det er mægtig godt. Så nu kan både Helene og du svælge i sundt alternativ til ris. Og er ungerne ikke at overbevise, så giv dem en gang blomkålspuré i stedet, den æder de helt sikkert!

Opskrift Blomkålsris

1 stort blomkålshovedblomkålsris

vand

salt

Skær bladene af blomkålshovedet og tag det grimme af stokken. Skær så det hele i mindre stykker og fyld det i din foodprocessor/hurtighakker. Det skal nok hakkes af flere omgange, medmindre din foodprocessor er kæmpestor.

Fyld det hele i en sautepande eller en bredbundet gryde. Tænd for blusset. Start med at give det 1 dl vand. Når det bobler lidt, så skru ned på medium varme og tilsæt lidt salt. Husk at røre jævnligt og rør godt i bund, ellers brænder det på. Efter lidt tid er vandet kogt ind, smag da på dine “ris”. Har de konsistens som du kan lide dem, så tag dem af. Er de for rå, så giv dem lidt mere vand og lidt længere tid. Total tid på panden/i gryden plejer at være omkring 12 minutter, som med almindelige ris.

Så er der serveret 🙂

Åh, men jeg har gemt det bedste til sidst. Det bedste i dag er ikke maden, nææææ det er, at min fødselsdag er kommet for tidligt. Den slags plejer jeg ellers ikke at være alt for vild med. Årene går rigeligt hurtigt, men i virkeligheden er det en fødselsdagsgave som er kommet tidligt. Og den er altså ikke kun til mig, den er også til hr. Winther, men jeg er nok mest elektrisk. Tak skønne svigermor! ❤

TADAAAAA

køkkenmaskine wilfa

Mød vores nye familiemedlem, Agnes. Agnes er af den fine norske slægt Wilfa. Og på trods af hendes blide ydre, så er hun en lean-mean-kitchenmachine! Og jeg lover, at I bliver bombarderet med billeder og nyt om den almægtige Agnes 🙂