Tag Archives: chokolade

3 x nem fødselsdag

Standard

1 2 3 Fødselsdag 4 5 6 Fødselsdag 7 8 9 Fødselsdag… Ja, fødselsdagssæsonen hos Winther og omegn er skudt igang!
Det er som om alle familier har en fødselsdagssæson, og vores er her fra oktober og til jul + foråret.

Den slags kræver sit, og jeg VIL simpelthen ikke stresse helt vildt over noget, som skal være så hyggeligt. Og det synes jeg heller ikke, du skal, så nu deler jeg de tricks, som køber mig lidt tid i timerne op til gæsterykind.

2013-10-26 09.49.08

Lagkage

1) Lagkagen

Det kan godt være at det virker enkelt at lægge tre købte lagkagebunde sammen med banan og gul creme fra pose. Og den slags kager elsker jeg også bare. Det er der bare ikke så mange hjemme hos mig der gør. Og så skal de altid laves sådan ikke i al for god tid. Men her kan du faktisk lave alt fra bunden – to uger før! Det kræver bare plads i fryseren.

Lagkage med chokoladebunde og bærcreme på den afslappede og vildt lækre måde!

Så kan du altid dulle den op i det tempo og med den iver du orker (de der roser var ikke så svære – google: youtube rose swirl)

20141014_155825

Fødselsdagsboller

2) Fødselsdagsbollerne

Det virkelige trick er at fryse bollerne – eller bage dem i absolut sidste øjeblik. Gærdej med smør bliver lynhurtigt tørt og trist. Og med mindre man er ude i hvedeknopper, så skal det ikke være sådan. Så bag dine fødselsdagsboller en måned før og frys dem ned, så snart de er fingerlune. Tag dem ud af fryseren nogle timer før servering og lun dem et par minutter! i ovnen. Har du ikke fundet den rigtige opskrift endnu, så brug denne her:

16 stk.

50 gr gær

2½ dl mælk (gerne sødmælk)

1 tsk kardemomme

1 spsk sukker

½ tsk salt

75 gr smør (ikke margerine eller flydende halløj)

1 æg

500 gr hvedemel

evt. 1 dl rosiner, hvis I er til den slags.

Smelt smør og lun mælk. Smuldr gær, tilsæt kardemomme og hæld den fingerlune smør-mælkeblanding på. Opløs gæret.
Var du til rosiner, så put dem i nu. Æg i. Mel, sukker og salt i. Ælt sammen. Dejen skal være fedtet, men ikke klistret. Juster evt med en smule mel, men ikke for meget! Så bliver bollerne tørre.
Lad dejen stå et par minutter. Det passer cirka med at man får vasket skålen op og pakket griseriet væk.
Del dejen i 16 stykker og form til boller.
Lad dem hæve dækket i cirka tyve minutter. Nogenlunde så lang tid det tager din ovn at blive 200* varmluft på.
Pensl med æg – så bliver de blanke. Med vand – så bliver de sprøde. Med mælk – så bliver de bløde og matte. Med kaffe – så … ja det ved jeg ikke, men det er der nogen der gør.
Bag i ca. 12 minutter – til gyldne. Køl lidt af. Frys ned!

julekakao

julekakao

3) Kakao/varm chokolade

Okey det her er snyd, for det gør ikke dit liv nemmere, men for sulan hvor gør det din kakao bedre – hvis altså ikke du gør sådan her allerede.

Vores gæster kommer ofte langvejs fra, og derfor starter de fleste fødselsdage allerede til frokost. Når så alle er mætte, så plejer jeg at sende dem ud i luften, så børn og hunde kan løbe frit, og hvis nogen skal afbrænde tobak, så kan de roligt gøre det. I mens laver jeg så kakao/varm chokolade og duller lagkage.

Den helt præcise kakaopulver/sukker/mælkemængde kan jeg ikke give dig, men den er cirka, og så overdrages du nu det tarvelige job at smage den til 😉
Kakao/varm chokolade til ca. 10 personer:

1 dl koldt vand

ca 4 spsk kakaopulver (ren – ikke nesquick)

ca 7 spsk sukker

50 gr mørk chokolade (uden nibs og pebermynte og mandler og…)

2 l mælk

1 knsp salt

Vand, kakaopulver og sukker i en gryde. Pisk det grundigt sammen med piskeris og varm så langsomt op. Pisk. Tilsæt mælk.
Varm op, men ikke koge. Når det er godt varmt, så bræk chokoladen i mindre stykker og put det i. Rør stille og roligt.
Smag på det. Tilsæt salt. Hos os må det gerne være mørkt i smagen, men ikke som varm chokolade – det bliver for voldsomt med lagkage til.
Nogle gange kan det godt trække mere kakao. Det afhænger lidt af mælken, kakaokvaliteten og chokoladen.

Er det jul, så kan du med fordel koge en stang kanel og skallen af en økoappelsin med 🙂

Tillykke og god fest 🙂

Del gerne dine anti-stress-tricks eller bedste fødselsdagstips herunder.