Tag Archives: Vanille

Sure ribs? Ikke her

Standard

rabsaftRibs har aldrig været mit yndlingsbær at spise. Og ribssaft aldrig nogensinde min yndlingssaft. Jeg husker det fra min barndom som noget skrækkeligt surt og lidt fesent i smagen.
Rabarber derimod. Åh, så fyldt med smag og tusinde nuancer.

Alligevel har vi en enkelt ribsbusk i haven, og den smule den plejer at give, bliver kogt med i blandingsmarmelader, eller foræret til min farmor og kommer så tilbage som ribsgele. Meget smart.
Men farmor er ikke helt i hopla, og så besluttede ribsbusk at levere et rekordstort antal ribs i år. Jeg kunne jo selv lave gele, men nej.
I stedet ryddede jeg op i fryser og tog resolut et bundt rabarber, som var for få til at lave saft af, og så skete magien.
Efter lidt kogeri kom frem den yndigste rabarber-ribs-saft med vanille. Den smager af sommer og flydende godhed.

Opskrift saft med rabarber, ribs og vanille

1 kg ribs, skyllede, men bare lad stænglerne blive
4-5 stængler rabarber
2 vanillestænger
rørsukker – en del
1½ l vand

Kog ribs og rabarber op med vandet.
Flæk vanillestænger, skrab kornene ud og mos dem med lidt sukker, så de ikke klistrer sammen.
Put nu dit vanillesukker og de tommer stænger med op i saften, men vent med øvrigt sukker.

Lad det simre i 20 minutters tid og læg så massen i et saftstativ eller en (ren) stofble og lav et arrangement, så det kan dryppe ned i en skål/gryde.
Efter et par timer, så er det dryppet af:
Massen kan nok blendes og puttes i kage, men det har jeg ikke prøvet.

Nu kan du koge saften op med sukker.
Jeg fik ikke målt mængden af og det afhænger selvfølgelig altid af, hvor sure dine ribs er. Men start med 3 dl sukker. Rør det godt ud mens saften ikke koger, kun er rigtig varm.
Smag på det.
Husk at når saften køler af, så smager det mindre sødt. Så når du smager på det skal det altså være ret sødt.
Når det har den ønskede sødme, så hældes det straks på rene flasker og proppes til.

Nu har du ret så herlig saft, som blandes ca. 1:2 med vand.
Lidt lys rom kan også hældes i, hvis du fanger en solstråle på terrassen.