Monthly Archives: marts 2016

Soto Ayam – suppetid altid

Standard

soto ayamSoto Ayam er en indonesisk kyllingesuppe. En rigtig god suppe! Den her suppe var et led i min træning med asiatisk mad. Jeg var mildest talt dårlig til at ramme de rigtige smage og gik i skarp træning.
Vi kan godt lide asiatisk mad, men jeg er opdraget i det nordiske og franske køkken, og havde ikke tjek på, hvordan jeg justerede dette og hint og hvis maden manglede det der je ne sais qoui, så anede jeg ikke, hvordan jeg skulle fikse det.
Men aktiv madprogramskigning, kogebogstestning og mange, mange retter senere, er jeg nu ved at have min basiskogebog på plads i hovedet.

 

Suppen her er ren og krydret i smagen, fyldt med umami og knas og blød og salt og dejligt mættende.

Opskrift Soto Ayam

1 ltr hønsekødssuppe. Hvis ikke du har kogt den selv, så kan Coops frosne anbefales (nej det er ikke sponseret)

Krydderpasta:
2 fed hvidløg
2 skalotteløg eller forårsløg
et par cm skrællet ingefær
1-2 stængler citrongræs, afhængigt af størrelse
½ rød chili af de der fra supermarkedet
1 bundt koriander – stænglerne
2 spsk gurkemeje – nogen er glade for de friske rødder. Det er jeg ikke. Jeg magter ikke at alt er gult og jeg synes ikke smagen er kraftig nok
2 spsk fish sauce
evt vand

Fyld:
kogte risnudler
salte peanuts
2 dl kogt kyllingekød – i mindre stykker
bønnespirer
hårdkogte æg – 1½ pr person – i halve eller kvarte
1 skalotteløg (eller forårsløg) i tynde ringe
1 bdt koriander – bladene

Neutral madolie

Krydderpasta:
Pil de yderste blade af citrongræsset og gem dem. Skær selve stænglen i stykker og prop den i blenderen sammen med alle de andre ingredienser til pastaen.
Blend grundigt. Tilsæt evt lidt vand for at få det til at blive grødagtig.

Varm en stor gryde godt op og tilsæt et par spiseskefulde olie. Kom nu pastaen i og rør rundt og rundt og svits det godt.
Hæld så hønsekødssuppen og de sidste blade fra citrongræsset på og lad det simre i 15-20 minutter.

Imens gør du fyldet klar og putter hver del i sin serveringsskål, så man selv sammensætter sin suppe.

Lige inden du serverer, så si suppen, så du får den grynede pasta op.

Nu lægger man lidt nudler, spirer, løg og kylling i sin skål og hælder den brandvarme suppe over. Så lægger du æg på, og drysser med rund hånd korianderblade og peanuts over. Og så spiser du.

Advarsel! Hvid skjorte er ikke kompatibel med denne flot gulfarvende suppe!

Reklamer