Tag Archives: Brombær

Sort guld til den søde tand

Standard

Vores have har, trods varmen og tørken, kastet en hel del bær af sig, og turen er nu kommet til brombærene. Vi råder kun over én busk, der til gengæld leverer i rigelige mængder. Arten er uden torne, og bærene er store. Til gengæld er de også til den syrlige side, så de fungerer bedst i tilberedt tilstand.

brombærDe gør sig eksempelvis fremragende i kanelsnegle med bær – se opskriften her.

Nu har vi dog også testet dem af i en brombær chocolate chip cookie crumble med lakrids. Serveret varm med en klat kold vanilleis eller kold creme fraiche 38%

Den er ret nemt at lave, men pas på, for den fylder godt i maven, så den skal ikke serveres oven på et tungt måltid.

Navnet på desserten siger det meste, men det her ud over er det godt at gå efter et saftigt, gerne lidt syrligt, brombær med masser af smag. Doseringen af chokolade og lakrids er en smagssag. Der kan reguleres op og ned.

Fyld:
7 dl friske brombær
2 spsk hvedemel
4 spsk sukker
1 spsk frisk citronsaft
1 knivspids salt

Crumble:
60 gram blødt smør
0,75 dl brun farin
1 tsk vanillepulver eller 1 stang vanille
1 stor tsk lakrispulver
0,5 dl hakket chokolade
1,25 dl hvedemel
0,75 dl havregryn

Tænd ovn på 180 grader almindelig varme.

Bland brombær, hvedemel, sukker, salt og citronsaft og fordel det i 6-8 ramakiner (afhængig af størrelse).

Pisk smør og brun farin med håndmixer til massen er lys og luftig. Tilsæt vanille, lakrids, havregryn og hvedemel og rør det sammen til det hele er godt blandet sammen. Dejen skal være let smuldrende.

Vend chokoladen i.

Fordel massen over brombærblandingen i ramakinerne. Sæt dem på bageplade med bagepapir, og bag dem i 30 til 35 minutter til brombærene bobler og toppen er lysebrun og sprød.

Lad dem køle af i ti minutter. Server med vanilleis eller creme fraiche 38%.

Brombær chocolate chip cookie crumble med lakrids