Tag Archives: Tilbehør

3 x salat optimeret med bacon

Standard

Bacon! Mmmm, tænker du måske. Grill! Ja, ja, nu har de fat i noget, er næste tanke. Salat! Hov. Stop. Stands. Hvorfor nu ødelægge det gode, vi havde kørende? spørger du så måske.
Men selvom vi elsker at grille, så skal der jo tilbehør til – altså udover kolde øl og hvidvin med dugperler på ydersiden.

Vi har fundet tre salater som er gode, og så lige gjort dem endnu bedre – med bacon! Og de er alle tre perfekte som tilbehør til grillmad.

bacon coleslawColeslaw – med bacon

2 dl creme fraiche 9%
1-2 tsk dijonsennep
sukker
salt
1 spsk løg
2 gulerødder
½ spidskål eller 1/8 hvidkålshoved
100 gr. bacon i tern

Steg baconen sprød og lad det ligge og køle af på fedtsugende papir.
Bland creme fraiche med sennep, salt og sukker. Smag til. Den skal være lidt skarp, lidt salt og lidt sød.
Hak løget fint og bland det i.
Riv de skrællede gulerødder og snit kålen fint.
Bland kål og gulerødder i. Vend bacon i lige før servering!
Det kan sagtens laves et par timer i forvejen, men er klart bedst på dagen.

Mormorsalat – med bacon – og jordbærbacon mormorsalat

1 hovedsalat-hoved eller to hjertesalat
1 håndfuld jordbær
50 gr bacon i tern
½ citron – saften af
sukker
1 dl piskefløde
sort peber

Steg baconen sprød og lad det ligge og køle af på fedtsugende papir.
Skyl salatbladene grundigt og slyng dem fri for vand. Pluk dem groft.
Skær jordbærene i skiver.
Pisk fløden meget let. Det skal være inden det bliver sådan rigtig flødeskum.
Rør nu sukker i. Der skal et par spiseskefulde i – cirka. Pres først et par spiseskefulde citron ned til. Rør sammen. Smag på det. Det skal have en del syre og lidt sødme.
Når den er god, så vend salatbladene i mormordressingen og læg dem på et fad. Læg skiver af jordbær over. Kværn et godt drys sort peber på og slut med bacon på toppen. Server straks.

baconsalat avocadoSpinatsalat – med bacon – avocado, nødder og dadler

125 gr babyspinat
1 avocado
1 lille skalotteløg
½ dl cashewnødder/saltmandler/peanuts
1 dl dadler uden sten
150 gr bacon i skiver

Steg baconen sprød og lad det ligge og køle af på fedtsugende papir.
Skyl spinaten og slyng den fri for vand. Læg den på et fad eller flad skål.
Skær avocadoen i tynde både og fordel ud over.
Skær løget i tynde skiver og læg på.
Fordel dadlerne over og drys nødder på.
Knæk bacon i store stykker og fordel over.
Server og nyd det salte, søde, knasende og bløde i skøn forening.

Så er du klar til grill og sommer ❤

Reklamer