Tag Archives: rodfrugter

1 års fødselsdag

Standard

Winthermad har fødselsdag, og den har den jo, og det er i dag. Winthermad har fødselsdag og det har den jo i dag. Og hør nu her, hvordan vi alle fløjte (og have mel i munden) vil, og hør nu her, hvordan vi fløjte vil: ftitftitftitftit ftitftitftitftit ftitftitftitftit ftitftitftit!

I dag er det et år siden, at det første blogindlæg på Winthermad blev publiceret. Det var ret stort at trykke på “udgiv”-knappen og lade alle få indblik i tanker og liv og madlavning. Mad fylder ikke bare meget hos os – det fylder virkelig meget. Så meget, at vi er nødt til at dele ud af både mad og madviden og madbilleder. Selvom selve bloggen er blevet en del af hverdagen, så er det stadig med spænding, at historier og opskrifter kommer ud i verden.

En 1 års fødselsdag skal fejres behørigt, og da jeg endnu har til gode at møde en 1-årig som ikke kan lide spaghetti og kødsovs, så står fødselsdagmiddagen i aften på denne storslåede klassiker.

Men det er jo mandag, og mandag er bare travl hos os, så kødsovsen blev lavet i går. Det er der ingen der er kede af, heller ikke kødsovsen. Kødsovs er som de fleste andre gryderetter, endnu bedre dagen efter.

Selvfølgelig bliver der også dessert. Og i går kunne jeg løfte sløret på instagram, for en af delene i desserten. Det kommer til at blive et blogindlæg for sig selv senere på ugen, men jeg kan da tease med issandwich med æbleis i fragilité serveret med tusind-og-én-nats-figner.

Verdensklassekødsovsen kan jeg dog overkomme at dele opskriften på. Det tager lidt tid, men den er det hele værd og er en stor portion, så der er til flere dage 🙂2013-09-15 15.56.38

Opskrift kødsovs med rodfrugter

2 løg

3 fed hvidløg

500 gr rodfrugter (altså efter skrælning) – ca en lille knoldselleri + 4-5 gulerødder/rødbeder/pastinak/persillerod Pas på med mængden af rødbede. Det kan gøre sovsen lidt sød.

+ hvis du har lidt peberfrugt, tomater eller andet som er blevet lidt runken – ikke svigermor dog

gerne champignon

500 gr hakket oksekød

lidt bacontern

3 ds hakkede tomater

lidt chili, salt og peber, frisk timian, oregano

olivenolie

vand

Skæg for sig og snot for sig - lige inden blanding

Skæg for sig og snot for sig – lige inden blanding

Skræl rodfrugterne. Skær dem i klodser som kan gå i blenderen/hurtighakkeren. Hak det dem alle godt – sådan granulat.

Frem med den store gryde og et skvat olie i. Brun rodfrugterne i 2-3 hold. Pas på de ikke brænder på. Imens snitter du løg og 2 fed hvidløg (gem det sidste fed til senere)

Når rodfrugterne har fået varme og faldet lidt sammen, så læg dem op i en skål og brun løg, hvidløg og bacon med lidt chili. Tilsæt hakket oksekød og brun godt.

Tilsæt nu rodfrugter, tomater, timian, salt og peber + champignon. Det er en ret grødet masse, så giv det lidt vand undervejs.

testportion ;)

testportion

Lad det simre mindst 1 time og gerne et par timer længere.

Smag til med oregano, salt og peber. Pres det sidste fed hvidløg ned i sovsen og rør rundt.

Server med pasta og friskrevet parmesan. – Eller brug det i lasagne, det er det virkeligt velegnet til. Lasagnepladerne kan dog blive lidt lyserøde.

Udover at forberede fødselsdag 😉 så er weekenden i høj grad gået med at få styr på blommer, æbler og bær. Trods en ret ihærdig indsats, så er jeg ikke i mål. Men lørdag blev det dog til æblemost til fryseren, mere blommemarmelade med amaretto (opskrift skal nok komme), stærk blommechutney (kommer også på bloggen) og æblerosmarinsirup (er allerede på bloggen). Udover at være let at lave og smage vanvittigt godt, så er det også smukt at se på.

Æblerosmarinsirup

Æblerosmarinsirup

Reklamer