Tag Archives: Græskar

Græskartid

Standard
pumpkin soup waffle

Vaflet græskarsuppe – sådan!

Så skal jeg da lige love for at efteråret kom og blæste sensommeren omkuld. Der sidder stadig en forkølet tomat på den halvvisne plante på terrassen, men solsortene har taget de sidste brombær og æblerne er pakket omhyggeligt i avispapir og lagt i kasser til vinteren.

Og vejret indbyder i dén grad til suppe. Det er ældstebarnet lykkelig for, så vi spiser supper til den store guldmedalje. Og nu er det jo græskarsæson, så denne suppe er lige til højrebenet.

Forleden var der bare lige en snas suppe til overs, og hvad gør man så? Man vafler da sin suppe! Jo, det gør man! Og du vil ikke fortryde det – jeg lover det!

Opskrift græskarvafler

½ ltr græskarsuppe (eller kartoffelsuppe eller blomkålssuppe eller… så skal du bare ændre overskriften så den passer)
4 æg
3 spsk hvedemel – eller et par spsk maizena, hvis ikke du er til gluten
olie

Pisk æg ud i suppen med et piskeris, mens dit vaffeljern bliver godt varmt. Pisk så melet i suppe-æggemassen.

Giv vaffeljernet lidt fedtstof og så noget vaffeldej og vafl’ løs.

Spis dem varme – gerne med noget krydret eller røget til. Vi vaflede en god tørsaltet bacon til og dryssede med ristede græskarkerner. Men lidt parmaskinke, chorizopølse eller noget i den dur vil også være perfekt.

Det er virkelig en ting, det der vaflet suppe. Så gør det nu bare 😉 Jeg ved at jeg kommer til at lave suppe med det ene formål at vafle det 😀