Tag Archives: jordbær

Jordbær med fløde III

Standard

jordbærDette blogindlæg blev bragt første gang 13. juli 2013.

Nogen vil måske synes det er lidt en tilsnigelse at kalde denne opskrift for jordbær med fløde. Andre synes nok den er lidt for outreret og rynker på næsen af sammensætningen frem for ordudnyttelsen.

Vi taler om jordbær med mascarponecreme med sort peber og lakrids. Uanset, så står jeg fuldt inde for opskriften. Det er en af de bedste ting, du  kan tilbyde dine søde jordbær! Og det ER en dessert. Og mascarpone ER lavet på fløde. Og peber ER et godt krydderi på andet end bøffer. Og nej, det er er IKKE en tosset idé udsprunget af lakridsbevægelsen, den her opskrift havde jeg inden alle blev solgt til stanglakrids – og alt det andet lakrids 🙂

For en del år siden var jeg til fødselsdagsfrokost på Fænøsund. Det var dengang at ældstebarnet var yngst og det var sommer og solen skinnede smukt i Lillebælt. Det gør solen jo nok stadig, men det var bare en smuk dag. Frokosten var god og dejlig. Danske klassikkere veludført og så med den her lille tvistede dessert præsenteret som jordbær med sort peber. Åh! Røde, søde jordbær i solskin er i forvejen en yndlingsspise, men det her var bare fuldendt. Kokken var ikke helt vild for at dele sin opskrift. Noget der altid har undret mig, hvorfor kokke og andet godt folk ikke vil. Hele idéen er vel at formidle den gode mad? Undskyld, et sidespring… jeg deler gerne opskrifter, så bare spørg.

Nå, efter at have smagt og smagt og tænkt og tænkt, så gav jeg kokken mit bud på sammensætningen og han svarede: Det er ikke helt ved siden af.

Så her er min version af Fænøsunds

Jordbær med sort peber og lakrids – 4 personer hvis portionsanrettet til selskab – 2 personer hvis I bare elsker jordbær2013-07-15 16.02.51

500 gr jordbær – søde og røde

200 gr mascarpone (1 bæger)

½ dl flormelis

5 spsk Pernod eller anden anislikør

et par gode vrid med den store peberkværn – fintmalet peber på glas duer ikke!

evt. drys af lakrids – uden at gøre reklame, så er Bülows Raw Licorice Powder god

Rør mascarpone sammen med flormelis, Pernod og peber. Du kan fint lave det dagen før og opbevare det på køl, men så giv det et skud peber igen lige inden servering.

2013-07-15 16.08.35Vask jordbær og nip dem – i den rækkefølge. Hvis du lader dem bade i vand efter nipning (du ved, hvad jeg mener), så mister de smag.

Jordbær i skål og en god klat creme over. Drys med en stribe lakrids, hvis du har lyst. Det er også rigtig godt uden.

Tjuhej, så har du den allerallerallerbedste sommerdessert.

Der er ikke så meget sprit i, at børn ikke kan være med. Men i yderste tilfælde, så kan du undlade Pernod. Så synes jeg dog, at lakridsdrysset SKAL på 🙂

 

Reklamer