Copenhagen Food Festival er i fuld gang, og vil i weekenden byde på Arlas egen festival i Kongens Have. Blandt andet med deltagelse af foreningen Stop Spil af Mad.
Brug af ressourcer med omtanke kan hurtigt komme til at virke en anelse frelst, men sådan ud fra en helt lavpraktisk betragtning også noget, der fungerer i den almindelige husholdning. Til gavn for både miljø, men i høj grad også husholdningsbudgettet.
Det har Fru Winther allerede gjort sine betragtninger om her på bloggen, men mon ikke også hun gerne tager en snak om det, hvis man skulle støde ind i hende i Kongens Have, hvor hun giver en hånd med om lørdagen.
Madspild handler dog også om tilgangen til selve måltidet, for uanset, hvordan man vender og drejer det, så er der bare mere til skraldespanden, hvis ingen bryder sig om det mad, som serveres.
Og netop i disse dage, hvor københavnerne fejrer god mad, så er det altså også værd at tænke over de gange, hvor man er blevet præsenteret for så jammerlige måltider, at det virkede respektløst over for både de dyr, der måtte lade livet og de sultne maver, der måtte lægge liv til det endelige produkt.
Heldigvis er det ikke sket for mig særligt mange gange på danske restauranter, men det er desværre sket et par gange i udlandet. Ser man bort fra den lokale madkultur, der en sjælden gang imellem kan være en udfordring for en nordisk gane, så sidder jeg stadig tilbage på nogle skrækeksempler, som får mig til at sætte endnu mere pris på et hjemligt måltid på en almindelig grå hverdag.
Under en tur til England, hvor programmet lød på festmiddag, sad hele selskabet med store forventninger og kiggede på sølvtøj, strøgne stofservietter og kridhvide duge.
Festmåltid … Før grøntsagernes ankomst
Bordvinen hed D’Vine, hvilket alene ud fra navnet kunne have tjent som en advarsel om det forestående måltid, men i sig selv faktisk viste sig nærmest livgivende, da vi skulle kæmpe os gennem det tørreste kyllingkød, jeg nogensinde er blevet præsenteret for. De fleste har prøvet at få fjerkræ, der får tænderne til at knirke. Her fik det også kæberne til at knage.
Måske heldigvis var der rigeligt rødvin, for den fik også de solidt stegte kartofler til at forårsage minimal skade på vejen ned. Der var naturligvis grøntsager, der til lejligheden var kogt til en solidarisk fælleskulør og smag. Det gled ned uden man rigtigt kunne regne med, at det kunne betragtes som del af de krævede seks stykker frugt og grønt om dagen.
England er et land med mange input fra den store verden, og jo, englænderne kan faktisk godt lave mad. På samme tur fik vi præsenteret et fuldstændigt overdådigt kødorgie af lækkerier på en pub, så der var noget at sammenligne med. Vitterligt nogle yderpunkter.
Burger … med det hele (i al sin beskedenhed)
Det sendte jeg en lang tanke efter, da på en tur til Liverpool tidligere i år blev præsenteret for en burger på en af byens store sportspubber. Burgere kommer i mange varianter, og kvaliteten er varierende uanset, hvor man kommer hen. Også i Danmark.
Intet har dog endnu slået skuffelsen fra det centrale Liverpool, hvor der på tallerkenen lå en kold industribolle, en bøf fra ubestemmeligt dyr, en skive salat, en skive tomat og en skive løg. I øvrigt hver for sig. Der fulgte en skål med ketchup, en skål med mayo og en skål med bbq-sovs med. Saml-selv-måltid, hvor det indledende arbejde var den sjoveste del af måltidet …
Heldigvis var der her god, solid engelsk øl at skylle ned med. Selskabet jeg fulgtes med sad dog uanset og skelede med en vis misundelse i retning af den nærliggende McDonalds.
Så er det man ikke kan lade være med at spekulere i, hvor meget mad, der mon kommer retur til køkkenet og ryger ud…
Winthermad 