Rødkål – lugten af min bedstemors opgang

Standard

rødkålEfter at have vimset rundt til BogForum i to dage og stalket forfattere og tegnere og forsøgt ikke at købe flere bøger end jeg kunne slæbe, mens jeg også tænkte meget på de flødeboller, der blev solgt i standen ved madscenen (men som jeg glemte at købe med hjem!!!), så trængte jeg alvorligt til at lave noget mindre ordrigt i går. Noget praktisk. Noget spiseligt 😉
Og tiden nærmer sig, vi kommer ikke uden om det. Og jeg elsker det. Det er julen, vi taler om. Jeg synes ikke det er for tidligt med nisser i butikkerne i oktober. Jeg venter bare selv med at købe dem, til det kun er de afpillede, der står tilbage i rodekassen ved spotvarerne. Men jeg elsker at kigge på det og glæde mig. Og her kommer forberedelserne ind i billedet. For jeg hader at stresse rundt. Det gør alle nok, men jeg prøver virkelig at organisere mig ud af det. Så har jeg nemlig tid til at stresse over alt det jeg havde glemt at organisere 😉

Så nu er julerødkålen kogt. Hvis altså ikke den bliver spist inden. Men så må jeg koge en ny. For det er lige den ting, der er ufatteligt let at lave og som jeg bare ikke har smagt en købeversion af, som er god nok.

Der er kun ét minus ved at koge rødkål selv. Det er lugten. Den første halve time så lugter der, som der gjorde i min bedstemors opgang da jeg var barn. Den lille pastelgule opgang i Hvidovre, med kighuller i dørene og brevsprækker man kunne klapre med. Det var meget eksotisk for et barn, der boede tæt på jorden i et hus i provinsen.
Og opgangen lugtede altid lidt af kål og cykelkælder. Ikke nogen udpræget fantastisk lugt, men den minder mig bare om ferier og familie og tid. Og det er jo lige det, julen handler om. Så luft ud og kom ellers igang med at koge din rødkål ❤

Opskrift rødkål

1 rødkålshoved
50 smør eller andefedt
2 dl ribssaft
2 dl eddike (helt almindelig eddike)
2 dl sukker
1 appelsin
1 stang kanel
salt

Hav lidt ekstra sukker, saft og eddike i baghånden til at justere smagen med.

Frem med den store gryde, den skal kunne rumme mindst 5 liter. En stegegryde (bred) er godt, men du kan sagtens bruge en suppegryde også.

Flæk rødkålshovedet, pil de yderste dækblade af, skær stokken ud.
Snit nu kålen. Her er det en smagssag, hvordan man vil have det. Min far insisterer på stykker af ca. 1×2 cm. Jeg vil gerne have dem 1×4, men jeg måler dem ikke op og det betyder intet for smagen 😉

Smelt smør/andefedt og hæld den snittede kål i gryden. Det skal IKKE brunes, så mellemhøj varme og rør jævnligt.

Når det begynder at falde sammen, så tilsæt en spsk salt og ribssaft, eddike, sukker, saft af appelsinen og kanelstangen.
Rør det hele godt sammen til sukkeret er opløst og skru så ned på lav varme. Væsken skal lige simre lidt.
Låg på og så skal det stå der i 2-4 timer afhængigt af, hvor tykke nogle af delene er.
Rør rundt hver halve time.

Når du så forsøger at få dit dyre træskærebræt rent igen, så starter du lige med at skure det med appelsinresterne, altså ikke med skal-siden, men med indersiden. Syren renser bedre end det meste. Det tager i øvrigt også lugt, hvis du har skåret løg og hvidløg, så gnid appelsin/citron/lime rundt på dit skærebræt.

Efter to timer, så smager du på kålen. Både på et tyndt stykke kål og på et tykt.
Jeg synes, der skal være lidt bid i. Rødkålsmos har endnu ikke vundet en plads i mit hjerte.

Når det er som du kan lide det, så smag til. Det skal helt sikkert have mere salt, og måske lidt mere sukker eller eddike. Og så på rene glas.

Det har godt af at stå og samle sig et par dage før det spises. Det kan holde sig længe, hvis det står mørkt.

Velbekomme

En kommentar »

  1. Duften af bedstemors opgang og lejlighed er to af de bedste dufte i hele verden – de er duften af barndom, ferier og ubetinget kærlighed 🙂

  2. Pingback: 3 tip til den perfekte flæskesteg | Winthermad

Skriv en kommentar